Har man set ‘The Souvenir’-filmene af Joanna Hogg, så ved man, at man kan forvente sig meget af hendes nye film. Julie og hendes mor (begge spillet af Tilda Swinton) tjekker ind i en afsidesliggende gammel herregård, der nu drives som hotel. Det er et ophold, de har set frem til, hvor de skal genoplive gamle minder og fejre morens fødselsdag. Men om aftenen tuder vinden, og Julie drives rundt i huset af mystiske lyde og hændelser. Og hotellet er tilsyneladende fuldt booket, men de ser aldrig de andre gæster. ‘The Eternal Daughter’ er en rørende mor-datter-historie, der emmer af stemning, ind i mellem i den let uhyggelig ende, når Joanna Hogg indforstået blinker til fordums horrorfilm fra Hammer Studios.