‘Robert Pattinson og Willem Dafoe er rablende i sublim totaloplevelse.’ Jakob Freudendal, Soundvenue (5 stjerner)
Robert Pattinson og Willem Dafoe er ægte søulke lige til at ramme ind og hænge op på væggen i Robert Eggers’ visuelle drøm af et mareridt. De mænd er fremmede for hinanden, da de i slutningen af 1900-tallet ankommer til en mikroskopisk ø ud for New Englands kyst for at passe fyrtårnet. Wake (Dafoe) er den erfarne leder, der bærer nøglen til fyrets hellige lyskilde. Snaksaglig og evigt kommanderende over den uerfarne, mutte og mere mystiske Winslow (Pattinson), der er flygtet fra sin fortid. De kommer ikke godt ud af det sammen, men ondt bliver værre, da en storm tager til og forhindrer deres afløsere i at nå frem.