Efter ’I’m Still Here’ kommer endnu et svedigt drama fra tiden under militærdiktaturet i Brasilien. Kleber Mendonça Filho (Bacurau, Aquarius) maler et på én gang kærligt og heftigt pulserende billede af storbyen Recife i løbet af en dødelig karnevalsuge i 1977. Dissidenten Armando (en Oscarværdig præstation af Wagner Moura) ankommer til byen i håb om at blive genforenet med sin søn. Han finder arbejde på et offentligt kontor og søger ligeværdigt selskab i en politisk undergrundscelle drevet af en karismatisk 70-årig kvinde. Men før han har set sig omkring, indhentes han af kaos. ’The Secret Agent’ vandt hele fire priser i Cannes.