‘Tove i stykker’ er et portræt af Tove Ditlevsen – den selvsikre og ublu forfatter, og den sårbare kvinde bag bøgerne. Filmen er en lydcollage af interviews og digtoplæsninger, der væves sammen med nogle skønne animationer af animationsinstruktør Peter Lopes Andersson. Filmen tager fat i det skæringspunkt, der var mellem liv og litteratur for Tove Ditlevsen. Det er med livet som indsats, at skriften bliver til, og med det levede liv som selve litteraturens grundstof. Vi møder både den hvidvinsdrikkende, bramfrie Tove og den skrøbelige, ensomme sjæl, der udgør den forfatter, som har givet os så mange ord og følelser med på vejen. NB: Kortfilmen indledes af Frederikke Lett, som sammen med Nynne Oldenburg har udgivet bogen ‘Jeg holder skam kæft med meget’ (som de selvfølgelig sælger efter visningen).