‘Smuk og sjov dokumentar dykker charmerende ned i den astronomiske verden af italienske trøfler.‘ Bo Tao Michaëlis, Filmmagasinet Ekko (5 stjerner).
’Trøffeljægerne fra Piemonte’ vil appellere til både foodies og madører, hundeejere, Italiens-elskere og alle med smag for smukt iscenesatte dokumentarer med virtuost drevne fortællinger. Filmens hovedpersoner er Carlo, Sergio og Aurelio – tre elskelige og herligt excentriske mænd med særlige evner, når det handler om at spore den sjældne alba-trøffel i Piemontes skove. Humoren, både skæv og overgiven, bidrager væsentligt til fornøjelserne, men der hviler også en rørende melankoli over alle fortrædelighederne, for vil kommende generationer kunne holde den stolte trøffeljæger-tradition i hævd over tid?