“En ung kvinde og en ung mand i en åben rød sportsvogn. De kører forbi et hus med et stakit. De er kørt forbi det tidligere uden problemer. Men denne gang kører de galt. Den unge mand dør. Men den unge kvinde – en klaverstuderende fra Berlin ved navn Laura – overlever på mirakuløs vis og bliver taget ind og passet og plejet af den kvinde, der bor i huset med stakittet og som overværede ulykken.
Betty hedder kvinden, og hun omfavner Laura med en moderlig hengivenhed, og da Bettys mand og søn efter et mindre tilløb også begynder at omfavne Lauras tilstedeværelse, ligner firkløveret pludselig en sund og harmonisk familie. Men sagte træder fortidens spøgelser også ind i familien, og så får Bettys hengivenhed pludselig helt andre nuancer.
Miroirs No.3 referer til et stykke af den franske komponist Maurice Ravel, der bærer undertitlen Une barque sur l’océan (En båd på havet) og beskriver en båd, der glider afsted på havets kraftfulde bølger.
Og på samme måde bliver filmen også ført elegant og enigmatisk frem på de uudtalte bølger, der opstår i kølvandet på det biluheld, der efterhånden er blevet Christian Petzolds varemærke, og den begivenhed, der får den første dramatiske dominobrik til at vælte den næste og den næste og…
Med få og enkle virkemidler – og for fjerde gang med skuespilleren Paula Beer i front – formår den tyske instruktør at skabe en hjemsøgende og overraskende thriller-lignende fortælling om tab og sorg, hvori fortidens traumer og sår bliver ved med at trække sine spor og konsekvenser langt ind i nutiden.
Filmen præsenteres i samarbejde med Grand Teatret, Gloria og Christian Petzold.”