‘Forgotten’ lød den engelske titel, da Alex Schmidts psykologiske thriller havde verdenspremiere på Venedig-festivalen. Men filmen er ikke hurtigt glemt! Filmens hovedfigurer er de to veninder Hanna og Clarissa, der tilbragte alle barndommens ferier sammen. Indtil de pludselig mistede kontakten. 25 år senere arbejder Hanna som læge på et hospital, hvor Clarissa ved et tilfælde lander efter at have taget en overdosis sovepiller. Helt spontant beslutter de sig for at vende tilbage til den lille ø, hvor de plejede at nyde ferierne sammen med en fælles veninde. Men et eller andet stemmer ikke, for siden de sidst var sammen, har hun været forsvundet fra øen. Der må være sket noget helt forfærdeligt, men da sandheden kommer for en dag, er den alligevel værre, end nogen kunne have forestillet sig.