Benjamin er en utilpasset ung mand, der ernærer sig ved kriminalitet og ikke er bange for at lade næverne tale. Da han ryger i fængsel, møder han en socialarbejder, der tilbyder ham en rehabilitering, som han umiddelbart ikke har gjort sig fortjent til. Opdragelsesanstalten Waldhaus drives, som var de indsatte del af en stor familie. Stemningen er forsonligere end bag tremmer og mure, men livet bliver ikke nemmere for Benjamin. Han har nemlig været i nærkontakt med Eva, en af stedets socialarbejdere, under udøvelsen af en af sine forbrydelser. Hun ved det godt nok ikke, men det bliver Benjamins samvittighed ikke bedre af. Skyld og soning er klassiske filmtemaer, men de tages under frisk behandling i en film, som styrer fint fri af klichéerne og fortæller en moralsk sammensat historie, der også leverer på den følelsesmæssige konto.
Tyske Filmdage 13 – Schuld Sind Immer Die Anderen
