Den årligt tilbagevendende præsentation af tyske film afspejler den høje diversitet i filmproduktionen syd for grænsen – og det med dansk fingeraftryk på flere titler. Trine Dyrholm spiller – på formfuldendt tysk – Europol-agent i cyber-thrilleren ‘Who Am I’, mens Charlotte Munck giver prøver på mere naturalistisk spil i ægteskabs- og familiedramaet ‘Meeres Stille’. I Christian Schwochows ‘Westen’ gælder det meget aktuelt tiden omkring Murens fald, mens Christian Petzolds seneste mesterstykke, ‘Phoenix’, udspiller sig i Berlins ruindynger umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Berlin-sensationen ‘Kreuzweg’ går i kødet på religionen, mens vi mere faktuelt gennemlyser Tysklands historie via filmhistorien i ‘Von Caligari zu Hitler’. Endelig gås der politisk ukorrekt til makronerne i komedien ‘Fack ju Göhte’. Programmet er klart i begyndelsen i november.