I anledning af Det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 kan vi med stolthed præsentere vores til dato mest omfattende program med alt fra klassikere over dokumentar (en klimafilm, endda) til såvel genre- som samtidsfilm med fokus på et bredt spektrum af emner og problemstillinger i dagens Tyskland. Vi åbner med ’Das Vorspiel’ med danske Jens Albinus på rollelisten. Øvrige titler: ’Berlin Alexanderplatz’, ’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’, ’Das geheime Leben der Bäume’, ’Freies Land’, ‘Mein Ende. Dein Anfang.’, ‘Lara’ og ‘Bliktrommen’ (i nyrestaureret kopi). Og så slutter vi festen med stumfilmen ’Anders als die Andern’ med live-musik af Yael Acher-Modiano.