Årets udgave af Tyske Filmdage åbner 30. maj med Danmarkspremiere på Christian Petzolds ’Undine’, som også har leveret årets plakatmotiv. Filmens kvindelige hovedrolleindehaver Paula Beer modtog en Sølvbjørn for sin indsats i Berlin, og i det hele taget er der kun godt at melde om den helt egenartede kærlighedsfabel. Derudover præsenterer vi Rainer Werner Fassbinder-portrættet ’Enfant Terrible’; radikaliseret ungdom i årets tyske Oscar-kandidat ’Und Morgen die ganze Welt’; ’Schwesterlein’ med endnu en stærk, tysktalende præstation af Jens Albinus; det klassiske musik-drama ’Prélude’; den psykologiske thriller ’Exil’ (produceret af ’Min far Toni Erdmann’-instruktøren Maren Ade) og endelig den herligt opbyggelige dokumentar ’Herr Bachmann und seine Klasse’ (i samarbejde med CPH:DOX).