‘Finurlig, uforudsigelig og aldeles veludført lille perle.’ Per Juul Carlsen, Kristeligt Dagblad (5 stjerner)
Paola Cortellesis italienske giga-hit udspiller sig i et historisk hverdagsmiljø og giver både i ånd og æstetik mindelser om det bedste fra neorealismens tid. Hovedpersonen Delia (spillet af filmens instruktør, Paola Cortellesi) bor i Rom i slutningen af 1940’erne. Hun har fået opfyldt sine to drømme i livet: At blive hustru og mor. Hun lever under tag med sin Ivano og deres tre børn, hvilket ikke altid er en dans på roser. Delia har heldigvis en bedste ven, som hun kan dele øjeblikke af letsindighed med, og hendes datter skal snart giftes. Hun favner og accepterer sin skæbne – indtil et mystisk brev lander i postkassen.