‘Xavier Beauvois imponerer med en stærk kvindefortælling og et gennemført tidsbillede.’ Frederik Vandrup, Jyllands-Posten (4 stjerner)
Den lavmælte kraft, der gennemsyrede Xavier Beauvois’ ’Om guder og mænd’, kendetegner også ’Vogterne’, som i besættende smukke billeder fortæller om de kvinder, som holder skansen, mens mændene (året er 1915) strides på slagmarken. Franske byer og landsbyer tømmes for unge, arbejdsdygtige mænd. Ikke alle vender hjem igen – og de, der gør, er i dårlig forfatning. Kvinder, børn og ældre må holde sammen, mens de moralske koder ændrer sig. Matriarken (Nathalie Baye) forsøger at holde på formerne samtidig med at de yngre kvinder smager på den frihed og løssluppenhed, som mandefaldet bereder vejen for.