‘Naturalistisk og afdæmpet afghansk drama rummer store fortællinger langt fra alfarvej.’ Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten (5 stjerner)
Den dansk-producerede ’Wolf and Sheep’ er en smuk, sanselig og betagende fantasifuld fortælling fra en fjern bjerglandsby i Afghanistan, hvor børnene ernærer sig som hyrder og i det hele taget styrer slagets gang. Der smugryges og bades i floden, mens drengene dygtiggør sig med slangebøsserne, så de er klædt på til at holde ulvene på afstand, og pigerne øver sig på det kommende voksenliv og ikke mindst de bryllupper, som de ved venter lige om hjørnet. Sladder og intriger er – som vi kender det fra den vestlige verden – det kit, som holder sammen på det lille samfund. Men så rygtes det, at bevæbnede mænd er på vej…