Greta Gerwigs instruktørdebut er ikke kun en af årets mest charmerende film. Med to Golden Globe-priser og en score på 99% på Rotten Tomatoes hører den også til blandt kritikernes absolutte favoritter.
‘Lady Bird’ er med andre ord en film, man bare skal se, og nu kan du se den før alle andre, når CPH PIX og Soundvenue inviterer til forpremiere i Grand Teatret onsdag den 11. april.
Bagom filmen:
Greta Gerwig er mest kendt foran kameraet fra film som ‘Frances Ha’ og ‘Jackie’, men har altid set sig selv bag kameraet. Den side af talentet demonstrerer hun med ‘Lady Bird’, der har Saoirse Ronan i hovedrollen som Christine. Det er en på samme tid bidende skarp og varm coming of age-film, der især er uforglemmelig i forholdet mellem mor og datter, der er dybt originalt skildret. Men det trækker da heller ikke ned, at de to kometer Timothée Chamelet (’Call Me By Your Name’) og Lucas Hedges (’Manchester by the Sea’) kan opleves som Lady Birds love interests.
Læs mere, se trailer og køb billet her.