Tirsdag den 20. august kl. 18.30 inviterer Grand Teatret & Gyldendal Live på fransk film efterfulgt af talk med Jens Christian Grøndahl og Bjørn Bredal.
De to herrer Jens Christian Grøndahl og Bjørn Bredal er begge kyndige i forhold til det franske, litteratur og bogbranchen, som ‘Mellem linjerne‘ handler om.
Køb/book billet her.
Og læs om ‘Mellem linjerne‘ her:
Olivier Assayas, som altid været garant for stærke dramaer, overrasker med en legesyg komedie, der er fransk til benet. Strålende skuespillere, blandt andre en formidabel Juliette Binoche, storhygger sig gennem det veloplagte livtag med det litterære miljø, dets aktører og – det er jo Frankrig – de mange amourøse eskapader og liaisons på kryds og tværs af ægtepagter og venskaber, som selvfølgelig hører med. Det starter med forfatteren Leonard (Vincent Macaigne), som har haft stor succes med sine autobiografiske romaner. Alain (Guillaume Canet) er hans forlægger. De går langt tilbage, så det smerter Alain, at han må afvise vennens nye manuskript. Men Leonard sælger ikke som før. Og bogbranchen er i det hele taget presset af digitaliseringen, hvor bloggerne er ved at blive lige så vigtige som forfatterne. Og her fra ruller historien ellers – med afsæt i masser af verbale brændere og saftige forviklinger på både den professionelle og private plan.