CPH PIX

Shia LaBoeuf trækker på oplevelser fra sin egen opvækst og karriere i Alma Har’els vilde og intime skildring af en ung skuespiller, der kæmper for at forliges med en traumatisk barndom og en voldelig far - spillet af LaBoeuf selv. Shia LaBoeuf voksede op i offentlighedens søgelys. Som 10-årig var han allerede en garvet entertainer, som teenager en berømmet Disney-stjerne, og i 20’erne en af sin generations største skuespillere, hvis repertoire strakte fra ‘Transformers’-sagaen over ‘Indiana Jones’ til von Triers ‘Nymphomania’. Men efterhånden begyndte skandalerne bag kameraet at overdøve succesen foran, og LaBoeuf så ud til at skulle lide samme triste skæbne som så mange barnestjerner før ham. Indtil en dom i 2017 beordrede ham på afvænningsklinik, hvor han begyndte at skrive om sin opvækst og i særdeleshed om sit stormfulde forhold til sin far. Resultatet blev manuskriptet til ‘Honey Boy’, en usædvanlig intim skildring af et far-søn-forhold gennemsyret af konkurrence, svigt og ødelæggende kærlighed. Og en film, der i veninden Alma Har’els hånd, er blevet lige dele autobiografi, eksorcisme og elegant historiefortælling. Med Laboeuf i rollen som sin egen far. Filmen følger to spor. Dels den nogle-og-tyve-årige stjerne Otis (Lucas Hedge), der efter en ulykke under optagelserne af en actionfilm diagnosticeres med PTSD og dømmes til rehab. Og dels hans 12-årige yngre jeg (Noah Jupe), der bor på et nedslidt motel med sin far James (LaBoeuf), en krigsveteran, eks-rodeoklovn og tørlagt alkoholiker, der arbejder som chauffør for sin søn. Det er Otis, der bringer smør til brødet, og selvom James helt tydeligt elsker sin søn, er han også plaget af misforholdet i deres relation, af misundelse og af sine egne urealiserede drømme. Han er en klovn uden scene, hvis bitterhed og voldelige vredesudbrud går ud over Otis, som gør sig hård i sin lille krop og snart ryger flere smøger end sin far. LaBoeufs manuskript er fuldt af psykologisk indsigt i Otis, der både som barn og voksen konstant slås med vreden mod sin far, behovet for at tilgive ham og angsten for at blive ham, mens Har’els instruktion fastholder varmen i forholdet og eventyret i deres usædvanlige liv. Med et godt øje for omgivelserne og en visuel stil, der kan minde om Harmony Korine og Sean Baker, løfter hun fortællingen op fra det personlige og gør ‘Honey Boy’ til en film, der også handler om kunst som terapi. Og så er hun en glimrende personinstruktør, der får noget nær karrierens bedste fremførelse ud af LaBoeuf som den uforløste James med langt, tjavset hår og sygekassebriller, og af unge Noah Jupe fra ‘The Quiet Room’ som sønnen Otis.